Viden & data

Evaluering af MedVind i Østerbyens arbejde med børn i alderen 0-8 år

Billedet viser børn kaste en bold og en dåse, der vælter

Samarbejde, forandringsvillighed og en styrket pædagogisk praksis har øget trivslen for Østerbyens småbørn.

MedVind i Østerbyen har fået evalueret de første syv års samarbejde om de 0-8-årige børn. Evalueringen peger både på markante forbedringer for børnene og på en række positive forandringer i samarbejdet omkring dem.

Evalueringen er foretaget af den eksterne evaluerings- og læringspartner M.B.C.

Fokus på systemet i stedet for børnene

Ifølge evalueringen er et stærkt samarbejde mellem dagtilbud, skole og fritidstilbud og en stærk pædagogisk retning nogle af de mest håndgribelige forandringer. Men evalueringen peger også på en direkte effekt på børnenes trivsel.

Fra 2020 til 2025 er andelen af børn fra Østerbyen, der er i trivsel, steget fra 41 % til 58 %. Det er et markant resultat i en tid, hvor vi taler om stigende mistrivsel og bekymrende kvalitet i danske dagtilbud. Resultaterne peger på en central læring: Når vi fokuserer på at ændre rammerne omkring børnene – ikke børnene selv – får det direkte betydning for deres trivsel.

Fælles om opgaven

I evalueringen italesætter flere aktører i MedVind i Østerbyen en central pointe: Forandringerne er båret af et tillidsfuldt samarbejde og modet til at udfordre faglighed og plejer.

Da samarbejdet om de yngste børn for alvor tog fart i 2020, var det efter en erkendelse af, at der var brug for at gøre noget nyt og anderledes for at løfte de yngste børn. Her fem år senere er et stærkt arbejdsfællesskab mellem dagtilbud, skole og den boligsociale helhedsplan, der hver dag møder mange af Østerbyens børn, en af de største gevinster. Aktørerne peger på en række faktorer, der får tingene til at ske:

  • Høj forandringsvillighed, nysgerrighed og mod til at prøve noget nyt
  • Tillid mellem aktører og en reel tro på, at andre kan og vil løfte opgaven
  • Forståelse for hinandens handlerum og ansvar, som sikrer inddragelse af hinanden på de rigtige tidspunkter
  • En stærk følelse af at løfte i flok

Samarbejde skaber sammenhæng og kvalitet

I dag arbejder dagtilbud, skole og den boligsociale helhedsplan ud fra samme pædagogiske forståelse og et stærkt børnesyn. Når børn møder kendte voksne, genkendelige aktiviteter og fælles pædagogiske tilgange på tværs af deres hverdag, skaber det tryghed og sammenhæng. De er blandt andet gået sammen om at ansætte en koordinerende medarbejder, der bevæger sig på tværs af institutioner og børn.

Sammen arbejder flere aktører i Østerbyen ud fra en pædagogisk praksis, der hedder Vi Lærer Sammen (VLS). Det indebærer blandt andet fokus på at støtte og styrke børnenes sprog, matematiske forståelse og evne til at forstå følelser og håndtere konflikter. Derigennem er børnene bedre klædt på til at forstå og beskrive deres oplevelser og indgå i meningsfulde samtaler og relationer.

Sekretariatet er en vigtig ingrediens

MedVind i Østerbyens sekretariat er med til at facilitere, koordinere, skabe netværk, understøtte med data og sikre fremdrift i samarbejdet om børnene. Ifølge evalueringen er det en afgørende ingrediens i forandringsarbejdet, at ansvaret er placeret, og at der er prioriteret ressourcer til det.

Evalueringen understreger i den forbindelse vigtigheden af, at forandringer kræver vedholdenhed. Netværket og relationerne skal plejes for at vedligeholde tillid, og koordinering, information og kommunikation skal aldrig tages for givet.