Som direktør for Børn & Kultur og medlem af partnergruppen i MedVind i Østerbyen, men også med sin baggrund som uddannet lærer, har René Nielsen en solid faglig forståelse for de samfundsproblematikker, MedVind-alliancen beskæftiger sig med, herunder hvorfor det er vigtigt at lytte til de unges fortællinger.
I MedVind er vi nysgerrige på, hvordan vi i fællesskab kan bringe de unges stemmer i spil. Derfor mødtes vi med René Nielsen til en drøftelse om nogle af publikationens konklusioner.
Ikke de store overraskelser
Efter at have læst publikationen, tilkendegiver René, at der samlet set ikke er noget, der overrasker ham. Han synes dog, at de unge udviser et talent for selvrefleksion:
“De reflekterer både over det, der har været svært for dem, og hvad de mente, de kunne have haft behov for, og selvfølgelig over deres egen indsats, hvor mange af dem er vældig engagerede.”
De unge fremstår ifølge René ikke bebrejdende i deres fortællinger. Han mener derimod, at de giver udtryk for, at de gennem deres tid i folkeskolen samt i overgangen til ungdomsuddannelse eller job, havde behov for en mere individuel støtte.
Hvorfor er de unges stemmer vigtige?
Publikationen sætter ord på mange af de problematikker og udfordringer, de unge kæmper med gennem deres liv, ligesom den viser, at disse udfordringer er meget forskellige. Som René siger:
“Nogle oplever faglige udfordringer, nogle oplever at blive ekskluderet fra fællesskabet, og igen er der andre der kæmper med racisme, med familiemæssige udfordringer og personlige problemstillinger såsom angst. Det viser, at viften af udfordringer er bred, og at man bliver nødt til at lytte til, hvad behovet er for den enkelte.”
Men det kan være svært at få de unge til at italesætte de problemer eller udfordringer, de møder i deres dagligdag. René spekulerer på, at de unge måske befinder sig i en fase i deres liv, hvor det kan være svært at indrømme overfor dem selv og overfor deres omgivelser, hvad de præcist har brug for:
“Det betyder, at vi som system, uagtet at de unge måske ikke inviterer os indenfor på det tidspunkt i deres liv, bliver nødt til at tage det på os at lytte.”
Det kræver dog, at man kan tilgå emnet på en fornuftig måde:
“Man bliver nødt til at være meget åben i at prøve at ramme dem på den rigtige måde, pædagogisk eller relationelt. Men vi skal også være åbne for at anerkende det, de siger. Det går igen ved mange af de unge stemmer, at de ikke føler sig mødt, hørt og forstået rigtigt.”
De 8 ønsker
I publikationen fremsiger de unge 8 ønsker, som de ønsker at voksne, beslutningstagere og fagprofessionelle særligt har fokus på. Et af dem lyder: Systemet skal tilpasses den unge og ikke omvendt. Dette ønske kan René godt følge:
“Man bliver nødt til at anerkende, at hvis vi vil lytte på den enkelte unge, så bliver vi også nødt til at kunne tilpasse os den enkelte unge. Så jeg mener, at der er logik i det ønske. Der er mange voksne, der har de bedste intentioner, og som gerne vil gøre en hel masse, men som tager udgangspunkt i den måde, de selv forstår verden på, og ikke den måde de unge oplever verden. Der er vi nok nødt til at lave et perspektivskifte.”
Hvordan skaber vi en forandring?
Ifølge René er der to spor, som vi kan følge herfra. Det ene spor er at ændre i hovedsporet, som normalsystemet bærer på, altså dagtilbud og skoler. Her skal man droppe den præstationskultur, der ligger i vores samfund, og som også præger familier, skoler og institutioner. I institutionerne mener René, at vi skal have en kultur, hvor vi er mere lyttende og inddragende i forhold til at få børn og unge mere involverede i planlægningen af deres egen hverdag. De unge skal have en klar oplevelse af, at der bliver lyttet til dem. Det kan dog være svært at lytte til den enkelte, men dertil siger René:
“Man kan ikke nødvendigvis altid tage hensyn til den enkelte, men man kan godt opleve, at man bliver lyttet til og inddraget som gruppe.”
Det andet spor ifølge René er lidt sværere:
“Vi har nok haft en tendens til at skabe nogle typer af tilbud, hvor vi ligesom siger: ‘kassen er skabt, og så skal du passe ned i kassen’. Det er jo det, de unge selv siger. Her bliver vi nok nødt til at afskaffe kasserne.”
Som løsning mener René, at man i stedet kan sætte nogle personer til rådighed, som kan give en mere håndholdt indsats – altså lytte til de unges behov, og bygge kasserne op omkring de unge, i stedet for at de unge skal passe i kasser, der allerede er bygget.
