Et ophold som matros ombord på skonnerten Fulton kan nu blive et vendepunkt for sårbare unge.

Et samarbejde mellem Fulton Fonden, Esbjerg Kommune og Lauritzen Fonden hjælper udsatte unge med at sætte kursen i eget liv. Gennem et ophold som matros ombord på Fulton er målsætningen med samarbejdet at motivere unge til at tro på egne evner og derigennem få mod på at planlægge deres fremtid og komme videre med en uddannelse eller blive sluset ind i et job, der er tilpasset alder og muligheder. Esbjerg kommune henviser unge, der matcher tilbuddet, og Lauritzen Fonden er finansiel partner. Hertil kommer samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet.

Hør og se mere om projektet og hvordan et ophold til søs ombord på Fulton, blev et vendepunkt for Mikkel:

 

Et ophold på Fulton kan give de unge afklaring og nye perspektiver på fremtiden og hos Fulton er man glade for samarbejdet, der muliggør at give de unge den nødvendige tid det tager, for at de kan få det fulde udbytte af tiden ombord til søs.

På Fulton fokuserer vi på det, vi hver især kan, og ikke på det, vi ikke kan, og alle har en værdi og kan byde ind med noget” siger Fultons chefskipper Jakob Jensen.
Aftalen trådte i kraft i marts 2017 og siden da har 9 gennemført et kort eller længere ophold til søs med Fulton. Flere af deltagerne har efterfølgende vist interesse for at gå søfartsvejen.

Om Fulton

Fulton er en skonnert bygget i 1915 i Marstal. I en årrække sejlede Fulton som skoleskib, i dag sejler skonnerten som passagerskib, primært lejrskoletogter med klasser fra grundskoler og ungdomsskoler. Fulton ejes af Nationalmuseet og drives af Fonden Fulton.