Der blev prøvet kræfter med livet til søs da ni elever fra 8. klasse og deres lærer var på et fem-dages lejrskoleophold ombord på skonnerten Fulton. Der blev sat sejl, kravlet op i riggen og lavet skibskost i kabyssen.
For skoleklassen og de ni besætningsmedlemmer fra Fulton begyndte rejsen i Kolding hvorefter skibet sejlede til Assens, Svendborg, Middelfart for til sidst at slutte i Kolding igen.
Læs her lærer Lise Reimanns beretning fra de 5 dage til søs:
Hvor fedt er det at være søsyg på en lejrskole?
Det korte svar er aldrig! Søsyge er ligeglad med køn, etnicitet og alder, og det er først fedt, når man er tilbage på land og har klaret det.
Det lange svar begynder en mandag i høj sol i Kolding, hvor 8.F. fra Præstegårdsskolen i Esbjerg påmønstrer skoleskibet Fulton.
Uanset hvor i verden, man har sine aner, er der noget svært berusende ved udsigten til at stå bag rattet på en tremastet skonnert fra 1915 og styre skibet under skippers kyndige vejledning eller overvinde sin skræk og se verden fra riggens 20 meters højde.
Eleverne sover i skibets gamle lastrum. I hængekøjer hængt op under loftet i banjen, som egentlig kommer af det franske ord for slaveanstalt.
“Jeg har ligget som en burrito i nat”, siger Liv med et træt smil efter den første nat, hvor hun spændte sin hængekøje for stramt. Er den for slap sover man i et V. Men for hver dag bliver de bedre til at hænge den op, så den til sidst er helt perfekt. Her ligger de så side om side og bliver vugget i søvn af skibets vippen og træets skurren.
Fra kvartermesteren siger godnat klokken 22.00, til skipper purrer klokken 7.30, er der ro, med undtagelse af nattevagterne, som alle deltager i. De to bedste vagter er fra 22.00 til 24.00 eller 6.00 til 8.00. De andre er hårde, for der bliver man vækket i sin dybe søvn, og natten er kold på dækket. Derfor sidder de fleste i kabyssen under vagten. Her er ikke meget plads og ingen siddepladser, men ovnen er tændt, så her er lunt.
Sol, vind og høj søgang
Hver dag er der baksmønstring. Her fordeles opgaverne: kabysvagt, bakstørn og spuling af dækket. Ingen må på noget tidspunkt stå med hænderne i lommen. Det er der god fornuft i, for man skal være klar til at gribe fast i noget, hvis skibet gynger. Hvis man til baksmønstring bliver taget i at stå med hænderne i lommerne, er straffen ti armbøjninger. Flere af eleverne får i løbet af ugen taget rigtig mange armbøjninger.
Tirsdag er der sol og vindstille vejr, men ude på havet er det alligevel ikke helt varmt. Men varmen kommer, da Fulton smyger sig ind mellem Svendborgsunds bløde kurver, og fluks er pigerne i kufferterne og finder bikini og sommertøj frem.
Dækket skal spules hver dag. Det er især Lykke, der står med slangen. Der er en sælsom næsten meditativ tilfredshed ved at se saltvandet skumme af vrede over at skulle forlade de lune dæksplanker i sibirisk lærk. Så optaget er hun, at hun ikke ser et par fødder stå i vejen. Eller også gør hun.
Torsdagen er der stiv kuling fra morgen til aften, og havet sender konstant sine våde hilsner ind over rælingen. Hver sidder med sin pøs eller står med hovedet ud over rælingen, og den obligatoriske havregrød bliver ofret til fiskene i Lillebælt. Det er bitterligt koldt, men det har de søsyge i deres invaliderende isolation ikke kræfter til at tage sig af. De står blot med stive blikke ved rælingen.
Styrket sammenhold blandt eleverne
Turen med Fulton er støttet af Lauritzen Fonden, men at tage på lejrskole på Fulton er ikke bare en almindelig lejrskole.
“Vi har fået flytte vores grænser” lyder det samstemmende fra eleverne, da de fredag igen står på den rolige jyske muld
“Vi har fået et bedre sammenhold og er blevet bedre til at hjælpe hinanden”. “Og vi har ikke haft make-up på en hel uge”, siger Lea.
Ingen tvivl om at de fleste foretrak de første dages varme og stille vejr, men alligevel er det det hårde vejr, som præger snakken i toget på vej hjem.
Da skibet vippede voldsomt, bølgerne stod ind over dækket og næsten alle var søsyge og kastede op i pøsen. Lige i det øjeblik ville de fleste gerne hjem til mor. Men da vi så kom i land, var alt glemt. “Vi klarede det.”
