I MedVind er målgruppen børn og unge fra 0-25 år. Derfor arbejder vi med fokuserede indsatser inden for fire aldersintervaller. På den måde arbejder vi på tværs i flere spor, men alle mod samme mål: at alle børn og unge finder vej gennem uddannelse og ind i beskæftigelse.

I dette aldersinterval arbejder vi med tværgående indsatser, der styrker den socioemotionelle, motoriske og sproglige udvikling. Det gør vi, fordi en tidlig indsats på disse områder øger chancen for, at børn klarer sig bedre i deres videre liv. Derudover har vi fokus på øget skoleparathed ved at sikre en bedre overgang mellem dagtilbud og skole. I denne fase centrerer barnets livsarena sig særligt om familie og institution. Derfor er disse en stor del af alliancens fokus. Herunder kan du se eksempler på vores indsatser.

Læs mere om forandringsteorierne bag her.

Småbørnsklubber
Småbørnsklubber er Red Barnets frivillige sociale indsats for småbørnsfamilier med børn i alderen 0-6 år. Klubberne drives i et samspil mellem frivillige og kommunale fagprofessionelle og har til formål at styrke livsduelighed hos børn i udsatte positioner og støtte relationen mellem børn og forældre. Aktiviteterne i Småbørnsklubben er rettet mod hele familien, dvs. barnet, forældre og eventuelle søskende. For vi ved, at hvis vi skal understøtte barnets trivsel og udvikling, er det afgørende, at også forældrene er i fokus og at hele familien står centralt i arbejdet for at sikre børnenes udvikling og trivsel. Aktiviteterne udvikles med henblik på at tilbyde ny viden, motivation og inspiration til rollen som småbørnsforældre. Indtil videre har ca. 25 familier deltaget i klubberne. Læs mere her.

Både børn og forældre har allerede udvist stor tillid. Nogle af mødrene har endda aftalt at mødes udenfor klubben. De har måske ikke det store netværk, så her har de mulighed for at få støtte på flere fronter.” Stine Forsberg Jørgensen, frivillig.

Vi Lærer Sammen – daginstitution og førskole
Vi Lærer Sammen (VLS) understøtter læring og trivsel hos alle børn. Det sker ved, at det pædagogiske personale systematisk tilbyder børnene mulighed for erfaringer indenfor fire faste læringsområder; sprog, matematik, eksekutive funktioner (hukommelse, opmærksomhed og impulskontrol) og socioemotionelle kompetencer. Disse er baseret på viden om, hvad børn i alderen 0-5 år kan lære, hvis de får den rette støtte og stimulering.

VLS er en kollektiv indsats. Det betyder, at både det pædagogiske personale, ledelse og forvaltning spiller en vigtig rolle i implementeringen. Dette understøttes bl.a. i den praksisnære kompetenceudvikling, der har fokus på at styrke den lokale organisering, den faglige udvikling og det fælles sprog på alle niveauer. I Østerbyen arbejder de tre lokale dagtilbud systematisk med VLS med gode resultater til følge. Det pædagogiske personale fortæller om børn, hvis sprogkompetencer har rykket sig ud over det sædvanlige. Af samme årsag har man derfor valgt at videreføre de pædagogiske principper bag VLS til førskolen på Præstegårdsskolen, der er den lokale folkeskole. VLS er udviklet af TrygFondens Børneforskningscenter. Læs mere her.

Vi er i et område, hvor det sproglige altid har været en udfordring. For mig er det ikke bare et projekt, der går væk igen – det er et kvalitetsløft til gavn for børnene. Vi kommer til at tale det samme sprog”. Tine Kirkegaard, områdeleder.